Jeg fødte min første datter da jeg var 21, og min anden 2 år senere. Men så gik der 5 år og jeg formåede ikke at få endnu et barn. Min mand og jeg elsker vores døtre og takkede Allah for de velsignelser han har givet os, men jeg ved, hvor meget min mand ønsker sig en søn.

Vi gik til specialister, og de fandt ud af, at jeg havde endometriose, så derfor led jeg så mget hver måned. Endometriosen havde skadet mine æggeledere (adhæsioner) og det var nu meget svært at blive gravid naturligt. Så vi påbegyndte IVF. Jeg havde 3 sessioner uden resultat. Det virkede til, at der var et andet problem, og at jeg ikke kunne blive gravid.

Min læge insisterede på, at det handlede om held, og at vi burde prøve igen. Men det virkede som spild af tid og penge. Jeg var 31 og vi havde allerede brugt en masse penge. Jeg ville have en læge, der kunne fortælle mig "det her er galt, du kan ikke blive gravid, og løsningen er dette" i stedet for at tale om uforklaret infertilitet.

Min mand arbejder for et stort byggefirma, hvor folk fra forskellige lande arbejder. En af dem er græker, hr. Kostas T., som han blev venner med. Min mand fortalte ham om problemet vi stod over for, og Kostas fortalte, at hans bror havde haft et lignende problem og endelig formåede at få et barn med en særlig behandling hos EmBIO-klinikken i Athen. Lægen der, dr. Paraschos, havde læst i England og hans lærere var pioneere inden for IVF, nemlig sir Robert Edwards og Lord Robert Wilson. Han insisterede på, at hvis der var en læge, der kunne finde årsagen til vores infertilitet, så var det dr. Paraschos.

Hverken min mand eller jeg var entusiastiske ved udsigten til at rejse til udlandet for IVF, men vi besluttede os for at tale med klinikken og se, hvad de havde at sige. Jeg ringede til EmBIO, talte med en koordinator, og forklarede vores problem. Hun talte med lægen, der bad os om at sende hende de tests vi havde fået lavet. Hun gav os derefter en tid til et videoopkald med dr. Paraschos om tre dages tid. Vores samtale med lægen overraskede os, da det var første gang vi havde hørt nogle mulige årsager til de fejlslagne IVF-forsøg vi havde haft. Lægen bad os om at få bestemte tests udført af en genetiker, og ville derefter gerne se os ansigt til ansigt for at blive enige om den behandling, vi skulle have.

Efter to måneders tid sad vi på et fly til Athen. Heldigvis taler min mand godt engelsk, takket være hans job hos et stort multinationalt firma, og vi ville ikke få problemer ved at tage til Grækenland. Derudover var alle detaljer ved vores ophold, endda taxaen til at hente os fra Athen lufthavn, blevet ordnet af klinikken.

Jeg vil ikke gå i detaljer med vores tests, da de er fyldt med lægefagligt sprog, som jeg ikke forstod. Men det virker til, at der var en defekt i min mands gener, der skabte problemer for embryonerne, og derfor kunne de ikke overleve og udvikle sig. Problemet påvirkede primært kvindelige embryoner, så vi måtte lave mandlige embryoner, der var blevet testet for at sikre, at de ikke havde den samme tilstand. Der var en løsning, og det var IVF med mikrofertilisering, prænatal testning og kønsvalg.

Jeg havde det underligt, da jeg hørte om kønsvalg. Var det tilladt af vores religion eller var det en stor synd? Min mand insisterede på, at så længe det blev udført af medicinske årsager, så var det ikke 'haram' og tilladt under Sharia. Jeg ville høre det fra en anden end min mand, så jeg ringede til vores Imam. Han sagde det samme som min mand, så jeg havde intet imod at fortsætte behandlingen.

Vi havde en fantastisk tid i Athen og formåede at tage en kort tur til Hydra, som er en meget billedskøn og særlig ø. Disse tre dage var nødvendige for at slappe lidt af, før den vigtige dag med overførsel af embryonerne. Og derfra gjaldt det...

I dag er det 12 måneder siden vi forlod Athen for at vende hjem, og jeg ammer nu min lille søn Hamza. Både min mand og jeg er lykkelige og har takket Allah for at bringe Kostas og dr. Thanos Paraschos til os. Må Allah give dem lykke og held som tak.